St. Pauls Apothek på Jægergårdsgade 76 har fået nyt menukort med tilhørende cocktails.
Elsker du at udfordre dine smagsløg og smage nye kombinationer? Så skal du forbi St. Pauls Apothek på Jægergårdsgade 76, som sælger cocktails og mad, der passer sammen. Menuen skifter hver anden måned, og du kan slukke tørsten i cocktails i stedet for vin.
På den nye menu finder du en forret med rimmet torsk, syltede glaskål og kærnemælks-muslinge sauce. Hertil får du en cocktail med en frisk smag af gin, akaciehonning og basilikumblade. Til hovedret kan du få braiseret økogris med Karl Johan sauce. Ifølge St. Pauls Apothek passer den fyldige gris sammen med en cocktail med smag af anis, citrus, frisk agurk, krydderier og gin med timian.
“Gæsterne er tit skeptiske over for absint, men de bliver rigtig overraskede over smagen, og får en wauw-følelse,” siger Hasse Johansen, ejer af St. Pauls Apothek, og fortsætter:
“Vi udfordrer vores gæster på det lidt ekstravagante, fordi vi vil give dem en stor smagsoplevelse. Cocktail-mæssigt kan vi skabe nogle flere dimensioner. Vi har tusindvis af spiritus, likør og krydderier, som kan kombineres på mange måder.”
Marmeladeglas, hindbærsorbet og crumle
Til dessert får du en ret, som smager lidt af hindbærsnitte. Den består af hvid chokoladeskum, hindbærsorbet og crumble. Cocktailen til hedder sloe fizz og opvejer det søde i desserten. Den servers i et marmeladeglas og laves med sloe gin, citrus, fløde og cava til at skumme toppen.
”Du kan have to ting, som ikke hænger sammen. Men når du finder bindeleddet i midten, som får det hele til at passe, så kan vi skabe noget nyt og spændende. Fløden i vores sloe fizz er bindeleddet mellem desserten og cocktailen, som får det hele til at passe sammen,” fortæller Hasse Johansen.
Apothekeren, St. Paul og Laboranten
I weekenderne kan du vælge imellem Apothekeren, hvor du starter med en champagne-cocktail og en lille snack. Derefter får du tre serveringer, som er parret med tre forskellige cocktails, der er lavet specielt til maden. En Apotheker koster 595 kroner. Skal du have den helt store, så skal du bestille en St. Pauls med fem serveringer og cocktails til 795 kroner. I hverdagene fra tirsdag til torsdag kan du få Laboranten, som indeholder en forret, hovedret, dessert og tre cocktails for 395 kroner.
Alle cocktails kan laves alkoholfrie eller med reduceret alkohol, hvis det ønskes. St. Pauls Apothek har åbent tirsdag til torsdag fra klokken 17.30 til 24, og fredag til lørdag fra klokken 17.30 til 2. Læs mere om St. Pauls Apothek her.