Foto: Crazy Chips.

Spis dig gennem Sport Tailgate Aarhus den 18. til 20. august ved Ceres Park & Arena. 

Er du vild med sport, underholdning og mad? Så sæt kryds i kalenderen den 18. til 20. august, når der er Sport Tailgate Aarhus ved Ceres Park & Arena! Sportsfestivalen vil nemlig byde på blandt andet sportskampe, sportsaktiviteter, musik, standup, banko – og streetfood!

Det er madmarkedet Kødbyens Mad & Marked, der står bag streetfood-delen af festivalen, hvor 13 madboder indtil videre har meldt deres ankomst.

Caribisk streetfood, surdejscalzone og slowjuice
Til sportsfestivalen kan du sætte tænderne i latinamerikansk gademad hos Mistura, caribisk streetfood fra Pinders Jamaican Food samt UGoods ugandiske rolex – en pandekage af rullet æg med fyld af kød og grøntsager og med sweet potato fries on the side!

Er du mere til en omgang med brød, så slå vejen forbi Birks Køkken og deres surdejscalzone bagt i stenovn, CheerUp Foodtrucks porchettaburger med syltede tomater og citron-mayonnaise, Food Squads burger med friteret bøf af pulled pork eller Café Fikas grillede øko-sandwiches. Husk også at smage deres slowjuice!

Kansas City Style Ribs og pandekageværksted
Trænger du til eminente fish’n’chips, er det Crazy Chips/The Fish Project, du skal lægge vejen forbi, mens Memphis Roadhouse lokker med Kansas City Style Ribs, du selv kan få lov at grille. Mere grill finder du hos Slagter Theilgaard, mens du skal hente din sushi hos Teriyaki Sushi.

Slut dagen af med en omgang italiensk is hos De Fire Istider, og glem endelig ikke en pandekage med sødt fra Crepes a la Cart!

Når du er færdig med at spise dig gennem madboderne, kan du fortsætte til Food Festivals pandekageværksted, hvor du skal tegne din egen pandekage med forskellige farver pandekagedej. Og ja – der vil blive kåret en vinder!

Rigtig god sportsfestival 🙂

Arrangørerne tager forbehold for ændringer og tilføjelser.  

Louise Højmark
Chefredaktør. Elsker mad og journalistik og stræber efter at forene de to på bedst mulig vis. Uddannet cand.public. i analytisk journalistik og har i hverdagen en svaghed for god kaffe og al slags bagværk.