RABAT Fem aarhusianske spisesteder er gået ind i kampen mod madspild og sælger overskydende mad til spotpriser før lukketid.
Af Mikkel T. Krogh
Hvad siger du til 15 stykker sushi for 30 kroner? Det er et af tilbuddene på de fem aarhusianske spisesteder Restaurant Soya, Al Basha, Le’s Restaurant, Chili Hot Pot og Restaurant Soya 2, der for nylig er begyndt at sælge overskydende mad til spotpriser før lukketid.
Initiativet finder sted i regi af det landsdækkende projekt Too Good To Go, der skal mindske den store mængde mad, som ofte smides ud på restauranter og caféer sidst på dagen.
“Vores ønske er at skabe en verdensomspændende platform, der bringer folk tættere sammen, sparer ressourcer og bidrager til kampen mod madspild. Restauranterne glæder sig over, at maden, som intet fejler og i øvrigt er godkendt af Fødevarestyrelsen, bliver spist i stedet for at ryge i skraldespanden,” siger Klaus Bagge Pedersen fra Too Good To Go i en pressemeddelelse.
Mange tons mad spildes
Spisestederne sælger den overskydende mad til 20-30 kroner pr. portion, og kunderne bestiller og betaler maden i løbet af dagen på projektets hjemmeside eller på en app, der lanceres snarligt.
I Danmarks største frivillige organisation mod madspild Stop Spild Af Mad hilser stifter Selina Juul projektet velkomment.
“29.000 tons! Så meget madspild genererer danske restauranter og hoteller ifølge Miljøministeriet om året. Buffeterne er blandt de store madspildssyndere, og derfor er det glædeligt at se flere gode tiltag mod madspild i denne sektor,” siger Selina Juul.
Læs artikel: Send en kop kaffe med SMS
Læs artikel: Bestil to-go-kaffen over mobilen
Læs artikel: Ny SU-venlig café i Guldsmedgade