Kendt sushirestaurant stryger for første gang til tops på anmeldelsessite.
Mange tusinde gæster anmelder hver måned deres restaurantbesøg på websitet Dinnerbooking, og nu er sushirestauranten Sota Sushi Bar i Aarhus for første gang strøget i top 5 i Østjylland.
Restauranten i Vestergade indtager tredjepladsen på listen over anmeldelser i januar, hvor Nordisk Spisehus endnu engang ligger på førstepladsen. Andenpladsen indtages af Kähler Villa Dining i Risskov, mens Hærværk og Skovmøllen ligger på henholdsvis fjerde- og femtepladsen.
Flotte anmeldelser
Listen er baseret på anmeldelser fra 10.422 gæster i januar 2017, og det er ifølge portalen kun muligt at anmelde en restaurant, hvis man rent faktisk har besøgt den.
Sota Sushi Bar har også tidligere scoret flotte anmeldelser i blandt andet Aarhus Stiftstidende og i Jyllands-Posten. Restauranten har for nylig fået en søster i form af den sydøstasiatiske restaurant Indo, der også har fået gode anmeldelser.