Isbaren Mammis Gelato i Rosensgade satser stort på italiensk gourmet-softice.
Softice har i mange år været præget af dårlig kvalitet og tarvelige råvarer, men ikke længere. Som nogle af de første i Aarhus har isbaren Mammis Gelato på Rosensgade lanceret gourmet-softice lavet af ingredienser af høj kvalitet. Isbaren er åbnet for et par måneder siden.
“Vi har først taget softice ind nu, fordi vi ikke vil gå på kompromis med smagen. Vi fandt den helt rigtige i Italien, hvor vi nu får softicebase fra,” siger medejer Helle Schmidt fra Mammis Gelato.
Lækre toppings
Softicen er lavet på letmælk, skummetmælkspulver og fløde og har en vaniljesmag med cremet konsistens. Isbaren tilbyder naturligvis også toppings på softicen, og de er også valgt med omhu.
“Vi har valgt kun at tilbyde kvalitetstopping til vores softice. Det betyder, at vi kun benytter chokolade fra producenten Callebaut i Belgien,” siger Helle Schmidt.
Toppingen fås både i form af chokolademix med kugler af mælkechokolade, hvid chokolade og mørk chokolade, chokoladestykker af mørk chokolade og crunchy mandelkrokant. Prisen for en lille softice er 27 kroner, mens en stor koster 35 kroner. Topping koster 6 kroner.