Søren E. Café og Take Away åbner i Viby den 14. august.
Er du vild med ost? Bacon? Og ikke mindst burgere? Så er der gode nyheder: Søren E. Café & Take Away åbner nemlig den 14. august på Vårkjærvej 71 i Viby med særligt fokus på en helt bestemt slags burgere:
“Vi er kommet til den konklusion, at folk godt kan lide ost – så alle burgere vil være med dobbelt ost og bacon,” siger indehaver Søren Ejlertzen.
Søren E. Café og Take Away har siden 2014 haft hjemme i Tranbjerg, hvor caféen blandt andet har været kendt for sin “mega-burger” med 400 gram oksebøf. Søren Ejlertzen også stod bag den tidligere café Søren E. i Viby fra 2006 til 2008.
Bøfsandwich med dobbelt ost og bacon
Gæsterne hos den nye café i Viby vil kunne vælge mellem fem burgervarianter: En med oksekød, en med kylling, en med chili og oksekød, en med oksekød og smoking bbq – og ikke mindst den såkaldte “Oksen i sovs,” som er en bøfsandwich tilsat dobbelt ost og bacon.
“I 2014 var vi blandt de 10 bedste i konkurrencen om Danmarks bedste bøfsandwich, og det er den bøfsandwich, vi nu udvikler til også at indeholde dobbelt ost og bacon. Man vil dog stadig kunne få en variant uden,” siger Søren Ejlertzen.
Hvidløgskrydrede pommes frites
Udover burgere vil Søren E. Café og Take Away blandt andet byde på hvidløgskrydrede pommes frites, en “Ugens Menu” med for eksempel en gryderet eller pariserbøf samt en børnemenu.
En burger vil koste 64 kroner, en burgermenu med pommes frites og sodavand 99 kroner, mens ugemenuen vil koste fra 69 til 89 kroner.
Søren E. Café og Take Away flytter fra Tranbjerg, da Søren Ejlertzen gerne vil tilbage til Viby, hvor han oprindeligt er fra. Den nye café vil have åbent fra klokken 16 til 20 og have plads til 64 siddende gæster.