Foto: Espresso House

Slut med Baresso i Aarhus

KAFFEBAR Populær svensk kaffekæde overtager alle Baressos butikker.

Nu er det snart slut med at få din to go-kaffe på en af Baressos fem aarhusianske kaffebarer. Den svenske kaffekæde Espresso House, der allerede har tre butikker i København, overtager nemlig alle Baressos 48 kaffesteder i hele landet.

Selvom kaffebarerne får nyt navn, vil man som kaffekunde ikke mærke den store forskel. Det er nemlig den samme ejer, som står bag begge kaffekæder. Det er erfaringen fra hovedstaden, som får den tyske ejer Jab Holding til at skifte Baresso ud med Espresso House i hele Danmark.

“Vi har testet Espresso House i Danmark, og konceptet har fået en meget stærk entre på markedet,” siger adm. direktør i Baresso Nickolas Krabbe Bjerg, der også fortsætter som chef for Espresso House, til Berlingske.

Både brød og kaffe
De nye Espresso House-barer har i høj grad det kaffekoncept, som vi kender fra Baresso. Men ud over lækker latte og iskolde blends får de nye kaffebarer også et større udvalg af brød, tærter og sandwiches, der kommer fra Espresso Houses eget bageri i Malmø.

I Aarhus kommer Espresso House til at ligge på Baressos eksisterende locations, nemlig  Banegårdspladsen, Ryesgade, Søndergade, Bruuns Galleri og Frederiksgade. De nye kaffebarer åbner over de næste to år.