Skøjtebanen i Aarhus åbner på lørdag klokken 11 med gratis skøjteleje til de 50 første gæster.
Er du til skøjter? Så skal du kigge forbi skøjtebanen i Musikhusparken, der åbner lørdag den 10. december kl. 11.00. Til åbningen vil selveste julemanden være tilstede, og han medbringer naturligvis gaver i form af gratis skøjteleje til de 50 første gæster på isen.
Sidste vinter havde den udendørs skøjtebane en kæmpe succes med over 37.000 besøgende. På lørdag kan byens skøjteglade borgere igen finde skøjterne frem fra skabet og nyde en løbetur på byens smukt placerede skøjtebane.
En festlig åbning
“Jeg glæder mig meget til, at skøjtebanen åbner. Det er en festlig dag sammen med mange af byens skøjteglade aarhusianere. Uanset hvor dygtig man er til at skøjte, giver en tur på skøjtebanen farve i kinderne, masser af grin og glæde og god motion. Så jeg håber at se mange mennesker på isen på lørdag,” siger Rabih Azad-Ahmad, rådmand for Kultur og Borgerservice.
Til åbningen vil maskotterne Mickey Mouse og Hr. Kanin fra Ishockeyklubben Aarhus være på isen for at hjælpe dem, der har brug for en pote at støtte sig til. Skøjtebanen har frem til slutningen af februar, og det er gratis at benytte skøjtebanen, hvis man selv medbringer skøjter. Alternativt kan der lejes skøjter.