Thomas Sigfred fra Sigfreds Kaffebar styrker kaffen på café i Latinerkvarteret.
Savner du også den legendariske Sigfreds Kaffebar? Så bør du lægge vejen forbi latiner-caféen Drudenfuss, hvor über-baristaen Thomas Sigfred skal være med til at lange endnu bedre kaffe over disken.
”Selvom en kop kaffe på en café blot er en pause i hverdagen, er det ofte en kvalitetsfyldt pause, og vores kaffe må gerne bidrage til at gøre øjeblikket væsentligt. Jeg er ikke bange for at sige, at kaffen gerne må være en sublim oplevelse,” siger medejer af Drudenfuss, Christian Engbirk.
Særlig kaffe på vej
Konkret skal det nye samarbejde udmønte sig i en ny kaffe, der kun er til Drudenfuss’ gæster. Og så skal Thomas Sigfred, som også står bag kafferisteriet Sigfreds Kaffefabrik på havnen, være læremester for caféens baristaer.
Det ny kaffesamarbejde kan opleves på Café Drudenfuss fra torsdag den 24. november kl. 15-17, hvor Thomas Sigfred selv vil være til stede og brygge de første kopper kaffe til gæsterne. Læs mere her.