Madboden Shakshuka tilbyder nu morgenmad hver dag.
Hvis morgenmaden skal stå på noget andet end havregryn eller yoghurt, kan du for eksempel slå vejen forbi Aarhus Central Food Market på Skt. Knuds Torv 7-9.
Madboden Shakshuka tilbyder nemlig som noget nyt morgenmad hver dag mellem 10 og 12. For 75 kroner får du en varm shakshuka med grøntsager og porcherede æg, kaffe og juice.
”Ikke mange mennesker er vant til at spise grøntsager til morgenmad, og da slet ikke i form af en sammenkogt grøntsagsret. Aarhusianerne har taget overraskende godt imod konceptet, og det går rigtig godt med at sælge shakshuka til morgenmad. Personligt synes jeg også, det er en dejligt måde at starte dagen på,” siger William Malloul fra Shakshuka.
Shakshuka er street food med rødder i det nordafrikanske køkken, og madboden drives af William Galloul, der tidligere har været restaurantchef ved Jacobs BarBQ.