Guide: Der er gang i den aarhusianske madscene, hvor nye caféer og restauranter åbner på stribe. Her er seks nye spisesteder, du skal prøve.
Fisk på Klostertorvet
Restaurant Pilk, Klostertorvet 5, 8000 Aarhus C.
Pighvar, havtaske, hummer og østers. Det er nogle af fristelserne på menukortet hos byens nyeste fiskerestaurant Pilk, der åbnede i juni på Klostertorvet. Bag gryderne står kokken Anders Holm Kiel, der tidligere har arbejdet på toprestauranter som Molskroen, Brøndums Hotel og Villa Vest i Nordjylland. Ambitionen er ifølge den nordjyske kok at servere vellavet mad uden dikkedarer, og smagen er i top i de hyggelige lokaler, der tidligere rummede caféen Ministeriet. Dagens fisk hentes direkte på fiskeauktionen i Hirtshals, og tre retter fås til 550 kr. eller 700 kr. inklusive tre glas vin. Skal den have fuld gas, kan man investere i menuen ”En hel aften med det hele” med bobler, fem retter med vin, kaffe og sødt for 1.250 kr. Restauranten har også en såkaldt fiskebar med lavere priser, hvor man kan stille sulten med mindre retter som fiskesuppe eller gratineret jomfruhummer for en hundredlap.
Gourmet på Aarhus Ø
Ghrelin, Bernhard Jensens Boulevard 125, 8000 Aarhus
Hvad er en Ghrelin? Det kryptiske navn dækker over en ny gourmetrestaurant, der i foråret slog dørene op i spritnye lokaler på Aarhus Ø. Navnet stammer fra kroppens sulthormon ghrelin, og bag stedet står restauratøren Jonas Langhoff, der også driver restauranten Langhoff & Juul i Guldsmedgade. På menuen er delikate serveringer med eksklusive råvarer som oksemørbrad, pighvar, kaviar og hummer, og priserne starter ved 650 kr. for en menu med tre retter og snacks. Har man den store pengepung med, kan man investere i en såkaldt Grand Appetit Menu med champagne, tre slags snacks, syv retter, kaffe, sødt og vinmenu for 1.950 kr. En billigere mulighed er at stikke hovedet forbi Aarhus Ø til frokost, hvor Ghrelin byder på en håndfuld retter til rimelige priser. Prøv for eksempel en terrin med tun, grønne asparges og fløde til 148 kr. eller en såkaldt trio af and med æble og trøffel til lidt mere.
Dansk ved havnen
Klokken, Mindegade 6, 8000 Aarhus C.
Er humøret til rejecocktail, tarteletter og stegt flæsk med persillesovs? Så skal turen gå forbi den nye restaurant Klokken, som i foråret slog dørene op i Mindegade ved havnen med en række danske klassikere på menuen. Bag stedet står restaurantkoncernen Dining Six, der også driver de aarhusianske restauranter Köd, Basso og Slap Af. Målet er ifølge ejerne at være så tro mod de traditionelle retter som muligt, og man skal ikke forvente nogen form for nytænkning på tallerkenen. Til gengæld sidder de klassiske mormorretter lige i skabet, og der er ingen vej uden om hverken stjerneskuddet, hakkebøffen eller rødgrøden til dessert. Tørsten kan passende stilles med en håndbajer og en af de hjemmelavede snapse. Forretterne starter ved 89 kr., hovedretterne koster fra 139 kr., og desserterne fås for omkring 70 kr. Bonusinfo: Lokalerne lagde tidligere hus til den berygtede strip- og natklub La Belle.
Klassisk café med kant
Café Åland, Jægergårdsgade 9, 8000 Aarhus
Der er masser af spisesteder på Frederiksbjerg, og tidligere på året fik den populære bydel endnu ét. På den nystartede Café Åland er ambitionen ifølge restaurantchef Anne Lee at skabe en klassisk café med kant, og stedet byder på et bredt udvalg af retter inspireret af både Frankrig, Italien, Asien og Norden. Sæt for eksempel tænderne i en oksetatar med fritter eller muslingeklassikeren moules frites, hvis appetitten er til fransk cuisine. Eller hvad med en ærkedansk vesterhavsfisk med urter eller en asiatisk-inspireret salat med rå tun og soya? Priserne starter ved 79 kr. og topper ved 239 kr. for en entrecotebøf med bearnaise. Kommer man først på dagen, har stedet frem til kl. 14 en brunchmenu, hvor man selv sammensætter sine retter fra kortet. De rummelige lokaler husede tidligere restauranten Lajmi, og her i sommervarmen er det oplagt at spise ved et af caféens udendørs borde på fortovet eller i den hyggelige gårdhave.
Prisvindende pizza
Gorm’s, Jægergårdsgade 6, 8000 Aarhus C.
Efter i flere år at have ledt efter lokaler i Aarhus slog den danske pizzakæde Gorm’s tidligere i år dørene op i Jægergårdsgade på adressen, der tidligere husede den populære restaurant Sårt. Aarhus-restauranten byder i lighed med kædens øvrige spisesteder på fortrinlige pizzaer, appetitlige forretter og et fint vinudvalg, og det er tilsyneladende noget, aarhusianerne kan lide. I hvert fald løb den nystartede restaurant med sejren i pizzakategorien, da webmediet Smag Aarhus og JP Aarhus før sommerferien uddelte den nystiftede Smagpris for at kåre byens bedste madoplevelser. Pizzakæden er startet af tv-kokken Gorm Wisweh, og en skæg detalje er, at flere af pizzaerne har ret usædvanligt fyld. Hvornår har du eksempelvis sidst fået en pizza med lammesalami, flødestuvet spinat eller æbler? Priserne for pizzaerne starter ved 100 kr., og forretterne, som sagtens kan deles, koster 80 kr.
Peruviansk i baggården
Lima, Guldsmedgade 20C, 8000 Aarhus C
Peruviansk mad har i flere år været noget af det hotteste på den gastronomiske scene, og i maj kom Aarhus med på bølgen med caféen Lima, der slog dørene op i en baggård i Guldsmedgade. Bag stedet står den peruviansk gifte Martin Juel Iversen, og menuen lyder på en håndfuld retter inspireret af det sydamerikanske land. Bestil for eksempel en eksotisk sandwich med peruviansk chili eller fiskeretten ceviche, der laves med citrusmarineret fisk, chili og krydderurter. Tørsten kan stilles med en peruviansk øl eller friskpresset juice under navnet Chicha Morada, som er en blanding af lilla majs, ananas, kanel og nellike. Man kan også skylle lækkerierne ned med caféens version af den sydamerikanske cocktail Pisco Sour med masser af citron, sukker og æggehvide. Priserne for maden starter ved 60 kr., og drikkevarerne fås fra 30 kr. Maden kan både indtages på stedet og tages med hjem som takeaway.