Foto: Restaurant Indo

6 nye spisesteder du skal prøve

De nye spisesteder åbner på stribe i Aarhus, og her er seks du skal tjekke ud.

En toastcafé med råvarerne i højsædet, en ambitiøs pizzajoint og en toprestaurant i gourmetklassen. Det er blot nogle af de spisesteder, der er åbnet de seneste måneder i Aarhus. Hvis du vil smage på det nyeste af det nye på den gastronomiske front, har vi fundet seks steder, som du skal tjekke ud.

Anmelderrost fransk køkken
Sonnesgade 11, Sonnesgade 11, 8000 Aarhus

Med fem solide stjerner i både Jyllands-Posten og Aarhus Stiftstidende er den nyåbnede gourmetrestaurant Sonnesgade 11 på adressen af samme navn kommet godt fra start. På menuen er klassiske franske retter som fiskesuppe, pighvar og tournedos med foie gras, og bag gryderne står køkkenchef Jesper Thomsen, der er udlært på kokkeikonet Wassim Hallals gourmettempel Frederikshøj på Oddervej. Restauranten ligger i spritnye lokaler på den godt gemte Sonnesgade bag Godsbanen, og ejerkredsen består blandt andet af Simon Schillums Mogensen, der tidligere har drevet restauranten Nordre Strandvej i Risskov. Maden fra det åbne køkken er særdeles vellavet, og det er imponerende, hvor meget vægt der er lagt på detaljerne i indretningen. Eksempelvis præger en over 9 meter lang massiv bardisk af træ det flotte rum, og det portugisiske bestik er angiveligt udvalgt efter tests af en lang række bestiktyper fra hele Europa.

Stilet spiseklub ved havnen
NO16, Europaplads 16, 8000 Aarhus C

Du er vant til at købe billetter til biografen og teatret, og nu kan du også købe billetter til dit næste restaurantbesøg. I hvert fald på den selvbestaltede ”spiseklub” NO16 ved havnen, hvor du skal købe adgangsbillet på forhånd, hvis du vil sætte dig til bordet. Den skiftende menu byder på alt fra tidstypisk delemad i spansk tapasstil til solide mørbradbøffer, og konceptet er, at man for 495 kroner per næse får tre retter og fri vin plus det løse, som det også kendes fra Aarhus-restauranterne Det Glade Vanvid og Kähler Villa Dining. Det tre meter høje lokale husede tidligere restauranterne Früd og Sechzehn, og lokalet har gennemgået en grundig renovering, hvor det er blevet udstyret med rå beton, varmt træ og et højpoleret, sort marmorgulv. Og det er ikke ren stil det hele. Jyllands-Postens anmelder kvitterede for nylig med fem flotte stjerner efter et besøg, hvor både mad, vin og betjening fik ros.

Smagen af Sydøstasien
Indo, Vestergade 47, 8000 Aarhus C

Den nyåbnede restaurant Indo på Vestergade er startet af folkene bag sushirestauranten Sota på samme gade og byder på lette retter med inspiration fra Sydøstasien. Målet er at skabe en dansk pendant til japanske madbarer, hvor folk kommer ind til et let måltid og en øl efter arbejde, men trods den uformelle setting er der ingen slinger i valsen i køkkenet. De asiatiske smagsnuancer, teksturer og farver sidder lige i skabet, og priserne er særdeles acceptable. Til gengæld skal du acceptere, at du muligvis skal dele bord med andre gæster, ligesom det ikke er muligt at reservere bord, hvis I kun er to personer. Det er oplagt at bestille forskellige retter og dele dem sammen, og vi anbefaler at prøve den japanske nudelsuppe ramen, der består af en stærk fond med nudler og masser af fyld. Den dampede bolle bao med svinekød, sauce og friske urter er også et must, og rodfrugtfritterne med spicy mayo er perfekte som starter.

Ambitiøs pizzajoint
Pizza Propria, Jægergårdsgade 7, 8000 Aarhus C

500 grader. Så varm bliver pizzaovnen i byens nyeste pizzajoint, der åbnede sidste uge i delikatesseforretningen Deliens gamle lokaler på Jægergårdsgade. Den murede pizzaovn i Pizza Propia er importeret fra Firenze, og den høje temperatur giver ifølge stifterne pizzaerne en særlig sprødhed og snert af røg. Bag stedet står blandt andet Simon Schillums Mogensen, der også er med i ejerkredsen bag den nystartede gourmetrestaurant Sonnesgade 11, og ambitionerne på pizzarestauranten er høje. I et interview før åbningen udtalte medejer Jakob Kristian Sørensen, at målet er at blive bedst ikke bare i Aarhus, men at nå i den europæiske top inden for pizzabagning. Med barren sat så højt bliver du næsten nødt til at kigge forbi, ikke? På menukortet har Pizza Propria ti forskellige pizzaer fra 70 til 115 kroner stykket. Hvis du ikke tager dem med hjem, kan du spise dem på det lille sted, der har 12 siddepladser.

Toasts fra morgenstunden
Rodfast, M.P. Bruuns Gade 46, 8000 Aarhus C

Lokalerne på M.P. Bruuns Gade 46 har stået tomme i lang tid, efter at kaffebaren Kähler Coffee Station lukkede, men i starten af november skete der noget. Den aarhusianske ildsjæl Thor Thim har åbnet et morgenmads- og frokoststed under navnet Rodfast, hvor du fra kl. 7 om morgen kan starte dagen med en kop kaffe fra Sigfreds Kaffefabrik, en friskpresset juice og en toast af hjemmebagt surdejsbrød. Toasten kan fås i flere varianter, og hvis det ikke er dig med toast så tidligt på dagen, byder Rodfast også på yoghurt og croissanter. Thor Thim driver også en toastcafé på Samsø og er i Aarhus især kendt fra NorthSide og byens mange streetfoodmarkeder, hvor han har serveret toasts i massevis. Navnet Rodfast skyldes stedets fokus på lokale råvarer og gode vilkår for miljøet. Vi anbefaler at prøve toasten under navnet Ægget, der er Thor Thims fortolkning af den klassiske Eggs Benedict med skinke, pocheret æg og hollandaise.

Vietnamesisk gademad
Pho C&P, Sønder Allé 14, 8000 Aarhus C

I Aarhus kan du få streetfood andre steder end på de populære madmarkeder. På den travle Sønder Allé har et spisested med det kryptiske navn Pho C&P for nyligt slået dørene op med vietnamesiske gaderetter på menuen, og stedet er i dén grad et besøg værd, hvis du er fan af asiatisk mad. Som navnet antyder, har byens nye gadekøkken fokus på den vietnamesiske suppe Pho, der fås med oksekød eller kylling krydret med kanel, stjerneanis og sort kardemomme. Men du kan også sætte tænderne i en række andre retter, der i klassisk vietnamesisk stil præges af friske, sprøde grøntsager og masser af krydderurter. Prøv for eksempel de friske sommerruller under navnet goi cuon med stegt oksekød eller spisestedets såkaldte bun med risnudler, rejer og urter. Priserne starter ved sympatiske 79 kroner for en hovedret, så du bliver ikke flået, hvis familien dropper aftensmaden i privaten til fordel for vietnamesisk gademad.