Arkivfoto: Pixabay.

Konkursramt restaurant åbner igen med nye ejere

Aarhusiansk restaurant med havudsigt åbner igen for publikum.

God mad med havudsigt. Det var menuen hos restauranten SalonSalon på Kaløvig Bådehavn nord for Aarhus, indtil restauranten gik konkurs i slutningen af 2016. Men nu kommer der snart liv i lokalerne igen på spisestedet, der ikke mindst har været populær til selskaber.

Ægteparret bag Hotel Royal i Aarhus, Søren Dalhof og Tina Olesen, har ifølge Aarhus Stiftstidende overtaget forpagtningen af restauranten og planlægger at genåbne i løbet af foråret.

“Vi genåbner restauranten og er godt i gang med at lave om og sætte holdet. Vi glæder os helt vildt til igen at se en masse glade gæster herude og til at vise, hvad vi har i støbeskeen,” siger Søren Dalhof til avisen.

SalonSalon åbnede på bådehavnen i 2013 og har tidligere ligget i lokalerne på Vestergade, som nu huser madbodegaen Vesterlauget.