Salling får en bypark på 2.000 kvadratmeter med egen café på taget.
Stormagasinet Salling på Strøget i Aarhus åbner i sommeren 2017 en ny bypark på taget i 6. etages højde under navnet ”Salling Roof Garden”. Målet er at skabe en såkaldt oplevelsesoase med blandt andet en café, chill out zoner, scene, udkigsområder, udstillinger, grønne haver og panoramaudsigt over by og bugt.
I forbindelse med ombygningen vokser Sallings Bar & Bistro fra én til hele tre etager med den nye tagcafé på toppen som den øverste.
”Aarhus nyder lige nu international opmærksomhed og anerkendelse for sit byliv og mange kulturelle tilbud. Det er ikke alene fordi byen skal være europæisk kulturhovedstad, men også fordi mange store og små projekter har bidraget til at løfte Aarhus op i den europæiske superliga. Med byrummet og tagterrassen håber vi at kunne bidrage til den udvikling, der har gjort byen til et attraktivt sted at bo og besøge,” siger Sallings direktør Marianne Bedsted.
Julemarkeder og koncerter
Den nye bypark skal rumme alt fra små open air-koncerter til julemarked med storslået udsigt over by og bugt. Scenen får plads til 100 publikummere, og parken får også grønne haver og oaser, legeområde for børn, ambition om udstillinger, soldæk og udsigtsområder og en rampe ud over Strøget, der skal give gæsterne et sug i maven.
”Vi ser det nye byrum som en oase og et fristed for byens borgere og turister på det, der faktisk er byens mest befærdede sted,” siger Marianne Bedsted.
Den nye bypark bliver tilgængelig direkte fra gaden via en bro fra Sallings parkeringshus. Projektet koster omkring 30 millioner kroner og finansieres af Salling Fondene og Salling Aarhus. Byggeriet går i gang efter vinteren, og de første gæster forventes at kunne tage turen op på taget i sommeren 2017.