Royals Bistro scorer fire stjerner i en anmeldelse fra JP Aarhus.
Et godt tilbud – og mad, der stort set hele vejen igennem er ganske vellykket. Sådan beskriver JP Aarhus i en anmeldelse oplevelsen på den nye Royals Bistro på Hotel Royal.
“Sædvanligvis skal man ikke forvente sig noget som helst af en trerettersmenu til 249 kroner, men vi blev positivt overraskede over køkkenets høje niveau, som vi allerede fik antydningen af, da det lækre, hjemmebagte brød kom på bordet,” står der blandt andet i anmeldelsen.
For den samlede oplevelse kvitterer anmelderen med fire flotte stjerner til Royals Bistro.
Skifter efter sæson
Hos Royals Bistro kan du få tre retter for 250 kroner, og du kan frit vælge mellem fem forskellige forretter, hovedretter og desserter. Retterne skifter efter sæson. Det er desuden muligt at ændre i serveringerne for en merpris.
I anmeldelsen fra JP Aarhus fik anmelderen og hans ledsager blandt andet fiskesuppe med pocheret torsk, entrecôtebøf af greater omahakød samt rabarbertrifli.
Smag Aarhus’ videojournalist Kasper besøgte Royals Bistro i august – tjek videoen ud, hvis du vil vide lidt mere om den nye bistro.