Foto: Rømer

Latinamerikansk køkken på vej ved åen

Caféen Rømer ved åen åbner til januar med latinamerikansk køkken.

Caféen Rømer ved åen har været under ombygning i lang tid, men nu er ejerparret Inge og Uffe Jakobsen snart klar til at slå dørene op for en café i nye rammer og et relanceret koncept.

Rømer genåbner til januar efter en totalrenovering og sammenlægning med naborestauranten Grappa Piccolo på Åboulevarden 50. Det nye Rømer bliver et spisehus med plads til cirka 250 gæster inklusiv udeservering og er indrettet i samarbejde med Henrik Bønnelycke fra Bønnelycke Arkitekter.

Latinamerikansk køkken
Køkkenet bliver latinamerikansk med alle de kulturer, som kontinentet repræsenterer, herunder blandt andet det spanske og det asiatiske køkken.

”På det nye Rømer har vi samlet nogle af vores favoritretter, specialiteter og ingredienser fra denne utroligt mangfoldige madkultur, så man som gæst smager det bedste fra hele Latinamerika. Vi lægger vægt på autenticitet og stemning, og derfor er mange retter beregnet til at dele omkring bordet. Til den farverige cocktail sammensætter vi et vinkort med favoritvine fra hele verden,” siger Uffe Jakobsen.

De fleste retter egner sig til at dele, men alt kan bestilles enkeltvis og anrettes per person til den enkelte gæst.

En på opleveren
Steffen Serup bliver køkkenchef på Rømer. Han har en fortid med blandt andre stjernekokkene Søren Gericke og Michel Michaud. Steffen Serup har desuden boet og arbejdet med mad i Brasilien i 16 år og her samlet stor erfaring med det latinamerikanske køkken.

”Med det nye Rømer vil vi give gæsten en på opleveren smagsmæssigt. Det bliver klassiske smagssammensætninger fra det latinamerikanske køkken med et uprætentiøst twist. Subtropiske og tropiske produkter såsom mango, kokos, cassavarødder og chilier,” fortæller Steffen Serup.

Lækre rytmer
Køkkenet på Rømer holder åbent mandag til lørdag fra kl. 10 til kl. 22 og til kl. 01 natten til lørdag og søndag. Spisehuset bliver dermed et af de få køkkener i Aarhus, der tilbyder mad af høj kvalitet i kombination med cocktails og lækre rytmer til gå-i-byen-folket i weekenden. Søndag vil der være åbent til brunch og frokost fra kl. 10 til kl. 16.

Ægteparret har ud over Rømer også restauranterne Grappa og Grappa al Porto samt Café Viggo, der alle ligger ved åen.