Foto: Smag På Aarhus

Restauranter serverer vild mad på Bispetorvet

MARKED Restauranterne Aros Food Hall og Frederiksgade 42 serverer mad lavet på vilde urter på Bispetorvet.

Lørdag den 23. april kl. 10-17 er vild mad for alle pengene, når Vild Smag Festival løber af stablen på Bispetorvet i Aarhus. På torvet kan du blive klogere på sæsonens friske urter, smage tang og urtesnaps og spise dig mæt i mad lavet af vilde råvarer fra naturen.

Menuen står de to aarhusianske restauranter Aros Food Hall og Frederiksgade for. I restauranternes madboder på torvet kan du sætte tænderne i dashisuppe med lokalhøstet tang og røget vildsvin, surdejsbrød bagt med ramsløg og en forårsdessert med birk og skovmærke.

Cool kaffefolk
Hvis du har brug for lidt sødt, er de cool kaffefolk fra kaffebaren Street Coffee tilstede og byder på kaffe med hasselnøddesirup i kaffen, ligesom en bar på torvet sælger øl med vilde urter og lækker saft.

Hele igennem er der desuden workshops, hvor du selv kan lære at lave mad med vilde urter såsom somaliske sambosaer med friske urter, urtepesto, rispapirsruller fulde af friske urter og urtepandekager over bål.

Se hele programmet for festivalen her.