Foto: Restaurant Veto

Restaurant Veto sænker priserne

RESTAURANT En af byens nye restauranter sænker nu priserne i december og byder på 10 serveringer til langt under normalpris.

Af Mikkel T. Krogh

Den nyåbnede Restaurant Veto på Jægergårdsgade scorede for nylig fem flotte stjerner i Jyllands-Posten, som i anmeldelsen fik ordene ”en meget lovende start” med på vejen. Nu går den nordisk-asiatiske restaurant all in på julen og dumper priserne på en 10 retters menu mandag-torsdag i hele december.

”Vi er i julegavehumør på Restaurant Veto. Derfor kan du alle hverdage i hele december nyde vores fantastiske menu Vetostyle, der består af hele 10 lækre serveringer. Menuen serveres som social dining, så du får en uhøjtidelig og helstøbt madoplevelse, som du kan dele med resten af dit selskab,” skriver restauranten på sin Facebook-side.

Skiftende menu
Normalprisen for menuen er 500 kroner, som i december nedsættes til 350 kroner fra mandag til torsdag. Menuen skifter fra dag til dag afhængig af råvarerne og kan inkludere alt fra rimmet ørred til juleklassikere som and og svinebryst, som gæsterne kan supplere med en vinmenu.

I spidsen for Restaurant Veto står restaurantchef Allan G. Jensen, der tidligere har arbejdet på de københavnske toprestauranter Kong Hans og Umami. Ved åbningen i september var den dansk-vietnamesiske køkkenchef Kim Jeppesen med på holdet, men han stoppede overraskende i sidste måned.

Læs artikel: Ny toprestaurant med asiatisk tvist
Læs guide: 5 nye steder du skal tjekke ud
Læs artikel: Aarhus-restaurant bedst i Vestdanmark