RESTAURANT På onsdag får Aarhus en ny toprestaurant, når Restaurant Veto åbner på Frederiksbjerg med tårnhøje ambitioner og nordisk gastronomi med et asiatisk twist på tallerkenerne.
Af Mikkel T. Krogh
Jægergårdsgade 6 på Frederiksbjerg husede tidligere den SU-venlige restaurant Nordens Folkekøkken, men den 23. september ryger gourmetniveauet et hak op på adressen, Restaurant Veto åbner med et koncept funderet på nordisk gastronomi med et asiatisk twist.
Bag byens nye restaurant står den dansk-vietnamesiske køkkenchef Kim Jeppesen, der tidligere har arbejdet på de aalborgensiske restauranter Tabu og Fusion, og restaurantchef Allan G. Jensen, der har de københavnske toprestauranter Kong Hans og Umami på CV’et.
”På Veto vil vi skabe en helhedsoplevelse, hvor vi kombinerer det nordiske køkken med det asiatiske. De to køkkenener komplimenterer hinanden godt, og i retterne vil vi lege med de forskellige smage og skabe nogle nye smagsnuancer, som folk ikke har oplevet før. I formsproget og det æstetiske udtryk vil vi også blande de to verdener,” siger Kim Jeppesen.
Tårnhøje ambitioner
På menuen er blandt andet høbrændt oksemørbrad med peberrod, blomsterkapers og hybenponzu, vilde svampe med økoand, blommer og citrontimian og rimmet karashi-ørred med solsikkepuré og blomsterkarse. Restauranten satser i høj grad på lokale råvarer, og der lægges ikke skjul på, at de har tårnhøje ambitioner om at blande sig byens gastronomiske superliga.
”Vores mål er at komme op og blande os i toppen af de aarhusianske restauranter. Vi vil skabe en anderledes totaloplevelse, hvor den intense smag er i højsædet, og hvor blandingen af det asiatiske og det nordiske udgør vores DNA,” siger Allan G. Jensen.
Den nye restaurant får en 6-retters menu til 450 kroner og en 10-retters menu til 750 kroner, mens retter ala carte kan fås fra 75 kroner. I glasset kan gæsterne vælge europæiske vine, risbrændevin og sake, som sammen med maden kan nydes både i en spisebar og ved højborde, runde borde og små to-personers borde.
Læs guide: 5 nye steder du skal tjekke ud
Læs artikel: Aarhus-restaurant bedst i Vestdanmark
Læs artikel: Aros Food Hall satser på lokale råvarer
SPECS
Restaurant Veto
Jægergårdsgade 6
8000 Aarhus C
Åbner onsdag 23. september
Foto: Restaurant Veto