Restaurant Tangkroen byder gæster velkommen på stor ny terrasse, hvor stemningen er afslappet og sommerhyggen sikret. Terrassen stod færdig i maj i år efter 12 måneders hårdt arbejde, og nu er restauranten klar til at tage imod alle sommerens gæster.
Det er en gennem-renovering af Aarhus Sporvejes gamle direktørbolig fra 1907, som har gjort den nye terrasse på Restaurant Tangkroen mulig. Her kan I nyde hinandens selskab i sommersolen med elegant lounge-stemning eller få et koldt glas i skyggen af de mange smukke parasoller. Renoveringen er skabt med respekt for husets aarhusianske guldalderarkitektur, og terrassen spiller godt sammen med den smukke direktørbolig, som virkelig er kommet til sin ret.
Terrassen lægger op til weekend-hygge med afslappet musik i højtalerne og kolde drinks til hånden. Højtalerne er indbygget nede i terrassen, og det giver en behagelig lydoplevelse, hvor end I sidder på terrassen.
I kan også nyde en let servering med udsigt til Aarhusbugten. Hver onsdag til fredag fra kl. 14-17 disker Restaurant Tangkroen op med lette anretninger såsom pil-selv-rejer med brød og aioli, bræt med oste og charcuteri og moules frites, eller du kan spise dig mæt i Tankroens pulled pork burger. Mens I slapper af på terrassen, har I selvfølgelig også mulighed for at nyde en kop kaffe og kage fra Mor Anna bageri.
Der er terrasse-lounge-stemning i rigt mål, og I kan også forkæle jer selv med cocktails, øl og iskolde Aperol Spritz, mens eftermiddagene glider over i lune sommeraftener ved varmelampens skær. Dagens udvalgte cocktails koster kun 50 kr. pr. glas.
Derudover er det muligt at nyde restaurantens lækre kronch-morgenmadsbuffet eller spise aftenmenuen til soles sidste stråler på terrassen.
En del af Casablanca-familien
Restaurant Tangkroen åbnede i december 2021. Det er en del af Casablanca-familien, som også udgøres af Mor Anna, Sjette Frederiks Kro, Restaurant Mejeriet og Café Casablanca. Med ny køkkenchef og nyrenoveret restaurant for 5 mio. kroner er Tangkroen toptunet, og klar til sommerens både fredelige familie-brunch og festlige lejligheder. Det er nemlig også muligt at holde selskaber som bryllupper, fødselsdage, dåbsfester, fede firmafester, studenterfest og konferencer på Tangkroen.
Stedet tilbyder en fusion af det franske og det nordiske køkken med kvalitet og råvarer i fokus. Og så er deres prisvindende brunch, der startede på Café Casablanca, efterhånden blevet en moderne klassiker i Aarhus.
Læs mere om Casablanca-familien og Restaurant Tankroen her.
Hvor: Restaurant Tangkroen ligger på Dalgas Avenue 54, 8000 Aarhus C.