Foto: Restaurant Substans

Restaurant Substans får økologisk guldmærke

ØKOLOGI Michelinrestauranten Substans i Aarhus har netop fået et økologisk guldmærke.

Den aarhusianske løber Sara Slott Petersen har netop hevet en sølvmedalje fra OL til den østjyske hovedstad, og nu er der også røget guld til Aarhus. Michelinrestauranten Substans på Frederiksgade har scoret et såkaldt økologisk guldmærke, der gives til restauranter med 90-100 procent økologiske råvarer.

“Vi er virkelig glade og stolte over at modtage guldmærket. Vi har længe haft sølvmærket, men tog beslutningen tidligere i år om at gå efter guldmærket. Det har betydet, at der har været leverandører vi må sige farvel til, men det har omvendt givet plads til nye og andre spændende leverandører,” siger køkkenchef René Mammen.

Anden Michelinrestaurant i Danmark
Restauranten er den anden Michelinrestaurant i Danmark, der får guldmærket. Den første var restauranten Relæ i København. Udover Restaurant Substans har de aarhusianske spisesteder Restaurant L’Estragon, Suppestegogis, Kvindemuseet Museumscaféen, Café Ganegryd og Café Gaya også det økologiske guldmærke.

Det økologiske spisemærke gives til spisesteder, der bruger økologiske råvarer. Bronzemærket gives til steder med 30-60 procent økologiske råvarer, og sølvmærket betyder mellem 60-90 procent økologisk råvarer.

“Jeg er mere end tosset med croissanter, og der er efterhånden flere steder i byen, der bager en virkelig god version af den franske fristelse.”

Louise Sejr Højmark, Redaktør