Historisk restaurant midt i Aarhus skifter navn og går tilbage til det klassiske køkken.
Efter 175 år som Restaurant Quens Garden skifter det historiske spisested på Hotel Royal nu navn til Restaurant Royal. Navneskiftet skal binde hotel og restaurant tættere sammen, og så markerer det nye navn også et skifte i køkkenets stil.
“Efter lidt eksperimenterende tid i køkkenet er tiden inde til at vende tilbage til det klassiske køkken. Målet med Restaurant Royal er at lave en restaurant, som passer til hotellet og gæsterne. Men vi vil også gerne vise aarhusianerne, hvad vi kan på det gamle hotel. Vi skal tilbage til tidligere tiders restaurant,” siger hoteldirektør Søren Dalhof.
Nyt take på klassiker
Som et af de nye tiltag vil Restaurant Royal, der ligger midt i hotellets vinterhave, holde frokoståbent. Og det bliver med en god dansk klassiker på menukortet.
“Smørrebrødet hører ligesom til på Royal, og det klassiske danske smørrebrød går aldrig af mode. Det har fået en renæssance i de her år, og vi vil gerne vise, hvad vi har at byde ind med på den klassiske smørrebrødsscene,” fortæller Søren Dalhof.
På smørrebrødet kan du blandt andet få Meunierestegt rødspættefilet, håndpillede rejer og confiteret hønsesalat. Priserne starter fra 70 kroner. Frokostrestauranten åbner den 20. oktober. Læs mere her.