RESTAURANT Efter flere måneder med lukkeskilt på døren åbner Restaurant Latin igen i Latinerkvarteret.
Af Mikkel T. Krogh
Den lille Restaurant Latin i Latinerkvarteret har været lukket siden den 1. september, fordi der ifølge Aarhus Stiftstidende har været uoverensstemmelser med ejeren af ejendommen. Men nu åbner den franske restaurant igen på adressen Klostergade 2A, hvor ejer Philip Tahi er klar til at tage mod gæsterne.
“Fra på torsdag kl. 18 er vi tilbage med vores velkendte franske mad, vin og varme stemning. Vi glæder os til at se både gamle og nye gæster samt venner af huset igen og give dem den oplevelse, de plejer at få hos os,” siger Philip Tahi til avisen.
Nyt hold på gulvet
Ejeren åbner med et nyt hold bestående af blandt andet køkkenchef fra Salon Salon Rasmus Nilsson, der tidligere har arbejdet som kok på Restaurant Latin. På menukortet står fortsat restaurantens klassiske fiskesuppe og blåmuslinger, men stedets nye kok har også tænkt sig at spille ind med nye idéer.
“Jeg har en masse gastronomiske ideer, jeg gerne vil lege med i Latins køkken. Men mest af alt skal Latin være Latin, med sin klassiske rustikke atmosfære og den franske sjæl,” siger Rasmus Nilsson til avisen.
Philip Tahi, der har drevet Latin i 23 år, har allerede modtaget bestillinger, selvom restauranten altså først åbner torsdag den 12. november.
Læs artikel: Stjernehold bag ny restaurant i Mejlgade
Læs artikel: Ny toprestaurant med asiatisk tvist
Læs artikel: Stjerneduo til Nordisk Spisehus