Foto: Gastromé

Her er Østjyllands bedste restaurant i 2016

Over 25.000 gæster har bedømt deres restaurantbesøg i Østjylland i 2016 på bookingportalen Dinnerbooking. Mange spisesteder har klaret sig godt i brugernes anmeldelser, men den suverænt bedst anmeldte restaurant i årets løb var gourmetrestauranten Gastromé på Rosensgade.

Bag stedet står makkerparret William Jørgensen og Søren Jakobsen, der åbnede restauranten i 2014 efter i en årrække at have drevet restauranten Det Gamle Mejeri ved Mårslet. Den franske Michelin-guide har to gange hædret restauranten med en prestigefyldt stjerne, og nu har gæsterne altså også givet spisestedet en topplacering.

Smil på læben
I løbet har året har de positive anmeldelser på bookingportalen blandt andet lydt således:

”Vi var begge supertilfredse og forlod jeres restaurant med et smil på læben, en lækker fornemmelse i kroppen og nogle flotte billeder på nethinden,” skriver Jesper.

”Maden var god og prisen var rimelig, når man tænker på, at Gastromé har en stjerne i Michelin. Besøget var en køretur værd fra Odense til Aarhus,” lyder Jans bedømmelse.

”En af vores absolut største restaurant-oplevelser til dato,” mener Jacob.

Domestic på andenpladsen
På andenpladsen i opgørelsen finder man Restaurant Domestic i Mejlgade, der siden sin åbning i 2015 har imponeret både gæster og anmeldere – blandt andet i form af en femstjernet anmeldelse i Jyllands-Posten. Og tredjepladsen indtages af Kähler Villa Dining i Risskov.

Hele top 5 for 2016 lyder således:

  1. Gastromé, Aarhus C
  2. Domestic, Aarhus C
  3. Kähler Villa Dining, Risskov
  4. Nordisk Spisehus, Aarhus C
  5. Frøken Koch, Aarhus C

På Dinnerbookings portal kan en gæst kun kan bedømme en restaurant, hvis vedkommende rent faktisk har besøgt den. Opgørelsen for 2016 er baseret på 25.910 gæsteanmeldelser af 73 østjyske restauranter.