Restaurant Gäst er byens nye italiener

RESTAURANT Aarhus får en italiensk restaurant med store ambitioner, når Restaurant Gäst åbner på Banegårdspladsen med den københavnske stjernekok David Fischer ved roret.

Af Mikkel T. Krogh

Placeringen på Banegårdspladsen er ikke den mest charmerende, men til gengæld er ambitionerne store på byens nye italienske restaurant Gäst, der åbner den 1. oktober på Best Western The Mayor Hotel. Bag gryderne står køkkenchef David Fischer, der ejer det velrenommerede pastaværtshus Hos Fischer i København og tidligere har arbejdet på Roms eneste trestjernede Michelin-restaurant La Pergola.

”David Fischer har i en årerække forkælet københavnerne fra et italiensk køkken, hvor gode og friske råvarer bliver til smagfulde og ærlige italienske retter, så alle har lyst og råd til at bestille bord. Vi er lykkelige for, at han vil dele sin tid og evner med os og resten af Aarhus, og vi glæder os til at servere hans mad i en uformel og afslappet atmosfære,” siger direktør Dina Evar fra Best Western The Mayor Hotel i en pressemeddelelse.

Tyvstartede under festugen
David Fischer tyvstartede i køkkenet på Restaurant Gäst under Aarhus Festuge, hvor han stod i spidsen for en pop-up-restaurant på stedet og samtidig startede arbejdet med at finde en køkkenbesætning til Gäst. Byens nye køkkenchef ser frem til fremover at arbejde i den østjyske hovedstad.

”Arbejdet med Gäst opfylder et ønske om nye udfordringer, men det betyder ligeledes, at jeg får set langt mere til Aarhus, som jeg holder meget af at besøge. Vi glæder os til at vise gæsterne, hvad Gästs køkken kan præstere, og du bestemmer selv, om du vil spise i baren eller ved et bord,” siger David Fischer.

Varieret menu og hjemmebagt brød
Byens nye italiener har både frokost- og aftenservering, og på tallerkenerne kan gæsterne gå om bord i en menu, der inkluderer en håndfuld antipasti, to til fire pastaretter, et par rustikke hovedretter og en suppe. Menuen varieres også løbende med retter med afsæt i årstidens friske råvarer, som for det meste er økologiske, ligesom brødet bages af husets egen bager.

David Fischer er oprindeligt uddannet på restauranten Le St. Jacques på Østerbro i København, og siden blev han souschef hos Hurtigkarl i Nordsjælland, hvorefter han tilbragte en årrække i Italien. Han har desuden slået sine folder på den trestjernede restaurant L’Arpege i Paris.

Læs artikel: Stjernehold bag ny restaurant i Mejlgade
Læs artikel: Ny toprestaurant med asiatisk tvist
Læs guide: 5 nye steder du skal tjekke ud

SPECS
Restaurant Gäst
Banegårdspladsen 14
8000 Aarhus C
Åbner 1. oktober

Foto: Best Western The Mayor Hotel