Den franske Restaurant ET holder fiske- og skaldyrsaften den 2. februar.
Under overskriften “Fisk med gode venner” inviterer de knivskarpe kokke på Restaurant ET ved Europaplads nu til fisk og skaldyr i lange baner. Det sker til et arrangement den 2. februar, hvor de har inviteret en række kokke til at lave mad til gæsterne.
“Vi på Restaurant ET lægger op til en aften med masser af kærlighed til fisk, skaldyr, gode venner og kollegaer. Det sker torsdag den 2. februar, hvor vi får besøg af Tony fra Miro, Mads Stokholm fra Slinger Bistro, Jack Cramer fra Hotel Royal og Anders Andreasen fra Havnens Fiskehus. Disse uforlignelige kokke vil sammen med vores egne fremtrylle en 6-retters menu med de allerbedste råvarer fra havet,” skriver restauranten.
Prisen for at deltage i arrangementet er 798 kroner for snacks og seks retter og 498 kroner for en matchende vinmenu. Det starter kl. 18.30 den 2. februar, og du tilmelder dig arrangementet telefonisk på 8613 8800.