Restauranten Cármel i Aarhus har rekordmange bookinger før åbningen i juni.
Åbningen af Restaurant Cármel er blevet udskudt et par gange, men nu skulle den være ganske sikker: Restauranten ved Klosterport 6 slår dørene op den 1. juni, og det bliver med rekordmange reservationer af borde.
Ifølge tal fra booking-siden Dinnerbooking.com har 1054 gæster allerede sikret sig et bord inden åbningen. Den gamle rekord var på 880 reservationer på Krofatters Mad & Ølbar.
“Jeg tror, at vores gæster er interesseret i den fantastiske og flotte bygning, der gemmer på en historie, som Cármel er beliggende i. Lokalbefolkningen har fulgt os i halvandet år nu, og derfor har mange været opmærksomme på vores åbning,” siger medejer Kenny Jess Brandt i en pressemeddelelse.
Restaurant Cármel åbner i det gamle missionshus, som er blevet renoveret over de sidste otte måneder, og bliver en del af Huset Cármel, som kommer både til at rumme hotel, restaurant og salon.