Foto: Domestic.

Bookingsitet DinnerBooking afslører, hvilke restauranter i Aarhus der var de mest populære blandt sitets brugere i 2017. 

Hvilken aarhusiansk restaurant var den mest populære i 2017?

Spørger du bookingsitet DinnerBooking, er det Domestic i Mejlgade, der løber med sejren. I hvert fald er Michelin-restauranten den restaurant, som DinnerBookings brugere har givet de bedste anmeldelser sidste år. Det skriver bookingsitet i en pressemeddelelse.

“Har spist på flere 2-3-stjernede restauranter i Europa, Domestic ligger i toppen af mine madoplevelser. Jeg er tom for ord, så godt var det,” skriver blandt andet brugeren Kris om sit besøg hos Domestic.

Gastromé og Nordisk Spisehus
På andenpladsen over DinnerBookings mest populære aarhusianske restauranter i 2017 er Michelin-restauranten Gastromé, mens Nordisk Spisehus nupper tredjepladsen.

Også Kähler Villa Dining i Risskov, Restaurant Skovmøllen i Højbjerg, den nye Basso i Skolegade, Sota Sushi, Hærværk og Frederiksgade42 har fået gode anmeldelser af DinnerBookings brugere.

Knap 200.000 restaurantgæster har i løbet af 2017 givet deres mening om danske restauranter til kende hos DinnerBooking. Den østjyske top 10 for 2017 ser ud som følger:

1. Domestic, Aarhus C
2. Gastromé, Aarhus C
3. Nordisk Spisehus, Aarhus C
4. Kähler Villa Dining, Risskov
5. Fru Møllers Restaurant, Odder
6. Restaurant Skovmøllen, Højbjerg
7. Basso, Aarhus C
8. Sota Sushi Bar, Aarhus C
9. Hærværk, Aarhus C
10. FREDERIKSGADE42 mad & vin, Aarhus C

Louise Højmark
Chefredaktør. Elsker mad og journalistik og stræber efter at forene de to på bedst mulig vis. Uddannet cand.public. i analytisk journalistik og har en svaghed for god kaffe, croissanter og flæskesteg med det hele.