Foto: Unsplash.

Naturvinbutik i Aarhus udvider med deli

Naturvinbutik er flyttet og tilbyder nu også delikatesser på den nye adresse.

Hvis du har lagt vejen forbi Vestergade inden for den sidste uge, har du måske lagt mærke til, at noget mangler: Naturvinbutikken Reduktivt er nemlig flyttet til Borggade 16, hvor den slog dørene op den 27. september til et nyt koncept med både naturvin og delikatesser.

“Det bliver i høj grad lokale råvarer fra Troldgaarden syd for Aarhus og Stensgaard på Fyn, som er nogle af de eneste, der producerer ordentligt og bæredygtigt charcuteri – på gammeldags maner uden nitrit og andre tilsætningsstoffer. Og så får vi masser af oste fra små danske og udenlandske mejerier, nicheprodukter ligesom naturvinene” fortæller indehaver Rasmus Koller Sørensen til Århus Stiftstidende.

Reduktivt har åbent tirsdag til torsdag fra klokken 11.00 til 20.00 samt fredag og lørdag fra klokken 11.00 til 22.00.