På de digitale medier Smag Aarhus, Smag Aalborg og Smag Odense elsker vi mad, og vi står på tærsklen til at søsætte yderligere to lokale medier om mad. Det gør os til Danmarks største digitale madmedie uden for København – med en vision om at blive Danmarks største.
Den vision kan du blive en del af! Lige nu søger vi nemlig en praktikant til efterårssemestret 2018, der skal hjælpe os med en masse spændende opgaver inden for journalistik og kommunikation til alle medier samt for vores kommercielle kunder i fem-seks måneder fra (omtrent) den 1. august.
Hvorfor skal du søge hos os?
Som praktikant får du fingrene i mulden fra dag et, masser af ansvar og medindflydelse på en ny medie- og kommunikationsvirksomhed i vækst. Vi vil meget gerne have, at du lærer så meget som muligt, og vi lægger stor vægt på at give systematisk feedback og sparring, så du udvikler dig.
Din læringskurve bliver med andre ord stejl, og vi er naturligvis også lydhøre over for ønsker, du selv måtte have til arbejdsopgaver.
Hvad skal du lave?
Dine opgaver bliver blandt andet at skrive fængende nyheder og guides til vores madmedier, få historierne til at leve på Facebook, arbejde med SEO og opsætte ugentlige nyhedsbreve. Brænder du for videocontent, har vi også masser af opgaver inden for det felt.
Du vil desuden prøve kræfter med for eksempel advertorials for vores kunder, ligesom du vil få mulighed for at gennemføre og få ansvar for et internt udviklingsprojekt, som vi aftaler nærmere med dig. Endelig vil du få mulighed for at deltage aktivt i kommunikationsopgaver og kampagner.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du er studerende på en relevant uddannelse, for eksempel cand.public., nordisk sprog og litteratur, medievidenskab, kommunikationsuddannelsen på DMJX eller noget helt femte.
Vi forventer, at du skriver godt, har styr på grammatikken og mod på at kaste dig over masser af opgaver inden for journalistik og kommunikation.
Hvad ellers?
Vi ser gerne, at du kan være hos os fuld tid – 37 timer om ugen – i perioden. Du får naturligvis grundig feedback på alt dit arbejde, masser af sparring, søde kolleger og gratis frokost. Dit arbejdssted bliver på vores redaktion på Sverigesgade 6 i Aarhus C. Praktikken er ulønnet.
Send en kort ansøgning, CV samt et par eksempler på tekster, du har skrevet – gerne journalistiske – til chefredaktør Line Hitz på line@smagmedier.dk. Ansøgningsfrist er den 6. april, og vi indkalder løbende til samtaler.
Har du spørgsmål til praktikstillingen, er du velkommen til at skrive til Line Hitz på ovenstående mail eller give et kald på 53 50 29 46. Vi glæder os meget til at høre fra dig!