Arkivfoto: Pixabay.

Hjemmelavede is på vej hos madmarked

Isbutikken Popsicle sælger hjemmelavede is på Aarhus Street Food fra midten af juni. 

I sommermånederne er der altid en undskyldning for at spise is – og snart kan du sætte tænderne i hjemmelavede af slagsen hos Aarhus Street Food. Fra omtrent midten af juni åbner isbutikken Popsicle nemlig på madmarkedet i midtbyen.

“Vi ønskede os hjemmelavet flødeis, hvor man kan smage fløden, og sorbetis, som består af blendede frugter. Ikke alt muligt hokus pokus og kunstig kemi. Men vi kunne ikke finde nogen, der laver den slags, så nu har vi selv hentet maskiner fra Danmark og Brasilien og ansat en ismager,” fortæller direktør for Aarhus Street Food Britt Vorre.

Ifølge Britt Vorre bliver udvalget af is stort og skiftende, men der vil for eksempel være flødeis med pistacie, tiramisu, hindbær, lakrids og chokolade samt diverse variationer af sorbet.

Måtte lukke ned igen
Popsicle slog oprindeligt dørene op for godt en uge siden, men måtte lukke ned igen på grund af for stor efterspørgsel.

“Pludselig blev det sommer, så vores produktionslokale kunne ikke følge med. Vi havde forventet at sælge 3-400 is om dagen, men solgte tættere på 1.000,” fortæller Britt Vorre.

Derfor er der nu ved at blive bygget langt større lokaler til den kommende isproduktion, som Britt Vorre forventer vil starte op i næste uge.

Permanent isbutik
Priserne hos madmarkedets nye isbutik kommer til at ligge mellem 15 og 40 kroner. Det billigste bliver en børneis, mens den dyre variant vil være en halv gang større end en klassisk Magnum-is.

Og så bliver Popsicle ikke bare et sommerfænomen, men en permanent stand hos Aarhus Street Food.

“Kunsten er så at finde ud af, hvilke istyper folk gerne vil spise til vinter,” siger Britt Vorre.