Foto: Pixabay.

Populær plantecafé vender tilbage til Aarhus

Plantecaféen åbner i nye rammer på Godsbanen.  

Var du vild med kombinationen af kaffe og planter hos Plantecaféen på Institut for X? Så kan du allerede nu begynde at glæde dig til foråret 2020. Her vender caféen nemlig tilbage – denne gang i stueetagen af Hjørnehuset i det kommende Æggepakkeriet på Godsbanen.

“Vi er meget inspireret af botaniske haver og botaniske rum, og dét ønsker vi at tage med i Plantecaféen. Vi vil skabe et rum for vores gæster med sjæl og charme, hvor planterne skaber en helt særlig stemning,” fortæller medejer Andreas Frandsen i en pressemeddelelse.

Plantecaféen vil blandt andet få en skillevæg af gamle gartnerivinduer, og rummene vil – som i den “gamle” Plantecafé – være fyldt med planter. De nye lokaler er desuden større end ved Institut for X, så der både er plads til blandt andet butik, café, mødelokaler, workshops, udeservering og plantebad.