Foto: Madklubben.

Rejer, hvidvin og bobler ad libitum: Rej(s)egilde på buffetrestaurant

På Madklubbens nye buffetrestaurant FOOD CLUB kan du lørdag den 22. juni få pil-selv-rejer, buffet, hvidvin og bobler ad libitum for 200 kroner, når restauranten indvier sin nye solterrasse.

Noget, der går godt sammen med sol og sommer, er kold hvidvin, bobler og ikke mindst pil-selv-rejer. Madklubbens nyåbnede buffetrestaurant FOOD CLUB på Klosterport 6 byder nu på ovenstående og holder et rej(s)egilde i anledning af indvielsen af restaurantens nye solterrasse. Det sker lørdag den 22. juni, skriver Madklubben på Facebook.

For 200 kroner får du adgang til ubegrænsede mængder af pil-selv-rejer med hjemmebagt brød og aioli, hvidvin, bobler samt restaurantens sædvanlige buffet. Du kan booke bord her og læse mere om arrangementet her.

Madbklubben, der står bag FOOD CLUB, kalder konceptet en grøn tag-selv-bords-restaurant anno 2019, der bringer kvaliteten tilbage i buffetkonceptet.

“Med FOOD CLUB vil vi revolutionere det danske tagselvbord-landskab og vise, at en buffet sagtens kan være centrum for en kvalitetsmiddag med råvarer af topkvalitet i hyggelige omgivelser. På FOOD CLUB er det kvalitet og ikke kvantitet, der vægter højest, ” siger Anders Aagaard, ejer af FOOD CLUB og Madklubben, i en pressemeddelelse.