Foto: Pho C&P

Her er byens bedste vietnamesiske restaurant

Ny vietnamesisk restaurant er på få måneder røget i top på anmeldelsessitet Tripadvisor.

Den vietnamesiske restaurant med det kryptiske navn Pho C&P åbnede i efteråret på Sønder Allé med en række retter fra det vietnamesiske gadekøkken. Målet var at give gæsterne varme og glæden fra Vietnam, og det må siges at være lykkedes. Spisestedet er således med 4,5 point ud af 5 mulige strøget helt til tops på Tripadvisors liste over byens vietnamesiske restauranter.

Pho C&P er samtidig røget op på en 13. plads på anmeldelsessitets samlede liste over de knap 400 restauranter i Aarhus.

Hjælpsomt personale
Hos brugerne er det både maden og betjeningen, der får ros.

“Enormt hjælpsomt og venligt personale. Maden er skøn, og man får masser af mad for pengene. Min kæreste og jeg bestilte begge en omgang friske ruller og en pho hver, og vi kunne sagtens have delt en omgang ruller i stedet. Vi var stopmætte, men meget glade. Vi kommer uden tvivl tilbage,” skriver brugeren Laura S.

Brugeren Søren R er er helt på linje:

“Pho C&P serverer gennemført lækkert vietnamesisk hurtigmad af allerbedste kvalitet. Stedet er meget velegnet til en hurtig frokost eller middag uden det helt store udtræk. Jeg kan især anbefale deres supper og bun med oksekød. De friske forårsruller med sprød ribbensteg er stærkt vanedannende. Betjeningen effektiv og venlig,” skriver han.

Startede sidste år
De gode anmeldelser på sitet startede allerede sidste år, hvor ejer Phuong Nguyen var stolt over den gode modtagelse efter åbningen.

“Vores feedback fra kunderne er meget positiv, og vi har modtaget mange fine anmeldelser fra vores gæster på Tripadvisor, Google, Yelp og Facebook. Det varmer, at byen har taget så pænt imod vores koncept,” sagde Phuong Nguyen sidste år til Smag Aarhus.

Byens bedste vietnameser har som navnet antyder fokus på Pho, som er en vietnamesisk suppe med risnudler og oksekød med et twist af kanel, stjerneanis og sort kardemomme. Men på menuen er også blandt andet en såkaldt bun lavet af risnudler serveret med kød eller tofu. Priserne spænder mellem 45 og 79 kroner for en hovedret.