På lørdag den 20. maj kan du smage to slags ølis fra Paradis på spillestedet TAPE.
Er du vild med is og en hund efter øl? Så anbefaler vi, at du smutter forbi spillestedet TAPE i Mejlgade på lørdag den 20. maj. I anledning af ølbutikken FLASKs 1-års fødselsdag serverer iskæden Paradis nemlig to slags is, lavet på øl.
“Da vi jo er naboer med FLASK i Nørregade, taler vi jævnligt sammen, og vi har flere gange talt om, at det kunne være sjovt at kombinere øl og is,” fortæller Lars Bertelsen, der ejer Paradis-butikkerne.
Chokoladeis og frisk sorbet
Udgangspunktet for samarbejdet var at lave noget lidt specielt, som ville give gæsterne på TAPE en spændende og anderledes oplevelse.
Det har nu udmøntet sig i en chokoladeis med øllen “Noa Pecan Mud Cake” fra bryggeriet Omnipollo i Sverige samt en sorbetis med øllen “Framboise'” fra bryggeriet Boon i Belgien.
Ifølge ejer Lars Bertelsen får chokoladeisen i kombination med øllen en endnu dybere og mere nuanceret kakaosmag med toner af lakrids.
Sorbetisen er til gengæld en frisk og lyserød sag med toner af hindbær.
Uvis fremtid
Hvad der skal ske med de to is fremadrettet, er dog endnu uvist.
“Sammen med FLASK vil vi kigge på, om det er noget, vi skal gøre mere ved, eller om det bare er noget, vi skal lave til vores egen fryser derhjemme en gang imellem,” siger Lars Bertelsen.
Du kan smage de to is på TAPE mellem klokken 12 og 17 på lørdag. Læs mere om fødselsdagsfesten her og på Facebook.