Krav fra kommunen er årsag til lukning af populær café på Frederiksbjerg.
“Så er det officielt. Jeg lukker Broges med stor sorg og kamp, men det har ikke været muligt at opfylde de krav, kommunen og bygningsinspektoratet har krævet.”
Sådan skrev ejer Connie Munk Andersen fra Broges Café på Hans Broges Gade forleden på Facebook. Caféen på den trafikerede gade havde sidste åbningsdag den 2. december efter i flere år at have serveret blandt andet brunch og frokostanretninger til gæster fra nær og fjern.
Dyre krav fra kommunen
Ifølge den nu tidligere caféejer krævede kommunen blandt andet handicaptoilet, to elevatorer, ramper med fem procents stigning udenfor, lydisoleret loft og udsugning op over skorstenen. Det ville have medført en udgift på mindst 5-800.000 kroner for caféen, hvilket caféen ikke havde råd til.
“Det har ikke været uden kamp og med dygtige specialister, men kommunen har nye regler, og vi kan ikke få dispensation for noget. Hvorfor det er kommet hertil? Første ejer har aldrig efter ombygningen søgt om tilladelse til Broges, lokalerne er registreret til detailhandel! Ærgerligt, ærgerligt. Men jeg har en ny plan klar,” skriver Connie Munk Andersen.