Skål: Ny ølbutik åbner i Aarhus

Skål: Ny ølbutik åbner i Aarhus

af -
Foto: Wicked Weed

Ny ølbutik i Aarhus åbner med eksklusiv smagning. 

Nu får byens ølentusiaster endnu mere at se frem til. Lørdag den 19. november åbner en ny ølbutik nemlig i butikken TidensFarver på Møllevangs Allé. Den usædvanlige lokation er ikke helt tilfældig. Bag den nye ølbutik står nemlig ejeren af specialøls-caféen Albert, der er nabo til ølbiksen.

“Vi har et godt udvalg af specialøl på flasker og fad i caféen og har haft succes med det. Det er derfor helt naturligt at åbne for et “ud-af-huset”-salg af gode flasker. Udvalget af specialøl i caféen sker i samarbejde med Smag På Øllet, og samarbejdet tager vi med over i den nye ølbutik, hvor der vil være fokus på et godt udvalg af specialøl til rimelige priser,” siger ejer Gert Lausch.

Sjældne dråber
Den nye ølbutik fejres på åbningsdagen med over 70 specialøl på hylderne, en masse smagsprøver og gode tilbud for alle. Og så kickstartes dagen med en særlig smagning.

“For de særligt interesserede er der mulighed for at få en ekstra god start på lørdagen med en særligt eksklusiv smagning af fem fadlagrede verdensklasse-øl, der aldrig har været i distribution i Aarhus og heller ikke er til salg i ølafdelingen,” siger Gert Lausch.

Der er blandt andet smagning af Black Angel fra Wicked Weed, Reforged fra Alesmith og Beerhouse Imperial Stout Whisky BA fra Amager Bryghus.

TidensFarvers ølafdeling åbner lørdag den 19. november kl. 11, og der er åbningsfest frem til kl. 16. Ølsmagningen starter kl. 9.50 og koster 200 kroner. Bindende tilmelding skal ske til Martin Kreutzfeldt med betaling via mobile pay på 29928421. Læs mere her.

 

Stina Askholm Hansen
Journalist på Smag Aarhus og aarhusianer på 13. år. Spiser ude mindst én gang om ugen, både på byens mange nye takeawaysteder og de mere traditionelle restauranter. Rettesnoren er kvalitet og hygge. Har som inkarneret frankofil en forkærlighed for de små, listige bistroer i Mejlgade, hvor steak frites er favoritten over alle. Arbejder til daglig som freelanceskribent.