Øv: Derfor lukker Ølbaren Fermentoren på Nørregade

Øv: Derfor lukker Ølbaren Fermentoren på Nørregade

af -
Foto: Pixabay.

Ølbaren Fermentoren lukker på Nørregade i Aarhus. 

I de seneste fire år har Fermentoren på Nørregade 24 skænket øl til gæsterne – nu må de dog lukke og slukke.

”Vi bliver tvunget ud på grund af manglende tilladelse. Kommunen kræver, at vi skal renovere for omkring 900.000 kroner. Udlejeren vil ikke gøre det, og vi har ikke tænkt os at betale så meget for lokaler, som vi lejer,” siger bestyrer af Fermentoren, Mads Jørgensen og fortsætter:

”Jeg er hverken sur eller bitter, men det er desværre bare sådan, det er.”

Leder efter nye lokaler
Ølbaren er stadig at finde i København, og Mads Jørgensen fortæller, at Fermentoren leder efter nye lokaler i Aarhus.

”Vi efterlader et hul i markedet, som bliver savnet, så det vil vi gerne fylde ud igen, og vi er fortrøstningsfulde omkring processen,” siger Mads Jørgensen og uddyber:

”Aarhus mangler et godt sted, hvor der er mulighed for udeservering af øl. Vi leder efter lokaler, hvor der enten er en gårdhave eller en større udendørs plads, så gæsterne kan få lidt sol samtidigt. Det er helt klart et af vores kriterier.”

Fermentoren holder Farvelfest fredag den 30. marts, og sidste serveringsdag bliver lørdag den 31. marts.

Philip Selmann
Skribent. Har en ph.d. i at spise lasagne og er generelt glad for det italienske køkken. Oliven er mit kryptonit. Studerer kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.