Ølbutikken FLASK i Nørregade lukker og har sidste dag den 15. juni.
Hvis du er glad for øl, bliver du nok knap så glad for denne nyhed: Den aarhusianske øl- og webbutik FLASK i Nørregade 40 lukker nemlig den 15. juni. De tre ejere Mikael Juul Larsen, Martin Christensen og Kenneth Kristensen vil gerne stoppe på toppen.
”Vi har altid sat barren så højt som muligt – både hvad angår kvaliteten af de øl, som vi sælger, og niveauet for den service, som vi giver vores kunder i butikken og vores webshop. Vi har ingen interesse i at slække på nogen af delene. Derfor har vi truffet beslutningen om at stoppe, mens legen er god,” skriver FLASK i en pressemeddelelse.
Siger tak for støtten
FLASK skriver ikke, hvorfor ølbutikken lukker, men takker til gengæld bryggerier, kunder og leverandører for støtten siden åbningen for godt to år siden.
”Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige stor tak til leverandører, bryggerier og kunder, som fra dag ét har vist vores ydmyge butik en overvældende velvilje. Det beviser, at ølscenen i Aarhus er ændret for altid, og vejen er banet for meget mere øl af høj kvalitet,” skriver FLASK i pressemeddelelsen.
Har du et gavekort til ølbutikken, kan det benyttes frem til den 15. juni, men det er ikke muligt at købe nye gavekort frem til lukningen.