Det stort anlagte marked Øboderne på havnen lukker ned på grund af blandt andet det dårlige sommervejr.
Markedspladsen Øboderne har været igang to måneder ved Navitas på Aarhus Havn, men nu har arrangøren trukket stikket på byens nye marked. Efter planen skulle en række boder tiltrække aarhusianerne i weekenden, hvor havneområdet ellers ligger stille hen. Men der har været større udfordringer end forventet.
“Vi åbnede med fire weekender i træk med regn og blæst, og så har vi nok været lidt for entusiastiske i forhold til ikke at have en plan B klar. Det har vi lært nu,” siger projektansvarlig Christian Willesen til tv2oj.dk.
Allerede i juli kunne arrangøren melde til tv2oj.dk, at det så skidt ud med besøgende til boderne.
Nye tiltag i ærmet
Det er dog ikke kun det dårlige vejr, der har spændt ben for markedsplanerne. Ifølge den projektansvarlige skyldes det kuldsejlede Øboderne også problemer med at få tilladelse fra kommunen. Og at samle nok stadeholdere til pladsen. Der kan dog være nye planer på vej.
“Nu tager vi en timeout og satser på andre initiativer. Der er flere ting undervejs, som jeg ikke kan afsløre for meget om på nuværende tidspunkt. En ting er sikkert – vi tager vejret alvorligt fremover,” siger Christian Willesen.
Øboderne åbnede på Navitas den 25. juni i år, men har altså nu haft sidste åbningsdag.