Foto: Kähler Spisesalon.

Sig farvel til 2017 med nytårsbrunch på Frederiksbjerg

Søndag den 31. december byder Restaurant Kähler Spisesalon på M. P. Bruuns Gade på nytårsbrunch fra klokken 10 til 13. 

Vil du have den perfekte start på årets sidste dag, kunne et godt bud være en omgang selvforkælelse i form af en brunch.

Lyder det fristende, har Restaurant Kähler Spisesalon på M. P. Bruuns Gade 33 sørget for en nytårsbrunch fra klokken 10 til 13, der helt sikkert vil sætte dig i gear til en god nytårsaften.

”Vi har planer om at gæsterne skal have en hyggelig oplevelse, hvor der bliver kælet for alle sanser. Derfor har køkkenchefen været på jagt efter de bedste delikatesser, han kan skaffe, mens vi i restauranten har indkaldt mere personale, så vi har ekstra god tid til at hygge om gæsterne denne dag,” fortæller restaurantchef Nina Juel Thuesen i pressemeddelelse.

5 små retter, et glas bobler samt te og kaffe ad libitum
Brunchmenuen byder på fem små retter, blandt andet lettilberedt torsk med urtemayonnaise, sprødt og friske urter og den sønderjyske nytårsklassiker grønkål med kålpølser.

Derudover vil der være Hr. Nielsen-skinke fra Fyn, en ret med æg, tomat, spinat og hollandaisesauce og en dessert i form af kransekage, chokolademousse og en desserttrøffel.

Ved siden af får du surdejsboller og friskbagt rugbrød fra SchweizerBageriet, et glas bobler samt te og stempelkaffe ad libitum.

Det koster 250 kroner at spise en nytårsbrunch hos Kähler Spisesalon, og du kan reservere dit bord her.