Fra tirsdag den 23. oktober er restauranten Vestergade 51 igen klar med den populære tartelet-tirsdag.
Er du også én af dem, der tar’det lettere? Så kan du glæde dig over, at Vestergade 51 igen har tartelet-tirsdag, som starter tirsdag den 23. oktober.
”Til tartelet-tirsdag har vi udelukkende tarteletter og intet a la carte. Konceptet var sindssygt populært i januar, og nu er vi klar igen. Vi har en tarteletmenu med tre tarteletter til 200 kroner, hvor du får et udvalg af vores forret-, hovedret- og desserttarteletter. Ellers kan du købe tarteletterne separat til 100 kroner stykket,” fortæller caterelev hos Vestergade 51, Cecilie Hansen.
Tartelet med oksetatar og æblekage
Til forret kan du få tartelet med færøsk laks eller vesterhavsfisk med håndpillede rejer og masser af dild. Hovedretten kan stå på en tartelet med oksetatar, kylling i asparges-veloté, andeconfit eller stegt flæsk med persillesovs. Er du til ost, kan du få en dessert-tartelet med Gammel Knas, whiskey-flamberede svesker, nødder og creme fraiche eller en med gammeldags æblekage med crème chantilly og portvin.
Du behøver dog ikke vente helt til den 23. oktober med at gå ombord i det store tarteletudvalg. Vestergade 51 holder nemlig Tartelet Days i eftårsferien og tyvstarter tarteletfesten allerede fra fredag den 12. oktober. Her er konceptet det samme som til tartelet-tirsdag, og menuen kører til søndag den 21. oktober (dog ikke mandag og tirsdag i efterårsferien).
Du kan læse mere om tarteletdagene og se menuen her.