Foto: Hantwerk

Øl, pølse og gris: Så er der oktoberfest hos Hantwerk

Fredag den 5. og lørdag den 6. oktober kan du komme til oktoberfest hos Hantwerk med speciallavet øl og mad.

I Tyskland rimer efterår ofte på oktoberfest, men du behøver ikke at rejse så langt, hvis du er til øl og fest. Hantwerk på Fiskerivej 2D i Aarhus er nemlig klar til at fejre den sydtyske tradition med en todages ølfest.

”Det bliver en rimelig klassisk oktoberfest, men med bedre mad og øl, end de fleste nok er vant til. Maden er sammensat af vores dygtige kokke fra Goulu og er vores version af en oktoberfest-menu,” fortæller medejer af Hantwerk, René Vinding.

Menuen består af sprængt spoleben af gris, oktoberpølse med øl fra Humleland, kogt grisebryst med peber, sauerkraut, persillekartofler, tysk brezel samt hjemmelavet grov sennep og hjemmelavet karryketchup. Til at skylle al den gode mad ned med er der i menuen inkluderet to øl.

Øl fra eget bryggeri
Hantwerks egen brygger fra Humleland har tilbage i juni brygget to oktoberfest-øl med navnene Hr. Oktober og Fru. Oktober. Hr. Oktober er en tyskinspireret, lys maltet Festbier eller Märzen med en let sødlig smag, mens Fru. Oktober er en let drikkelige “tørstslukker” brygget med udgangspunkt i wienerøl med en smag af karamel.

”Vi har købt tyske ølglas, der kan holde til noget. Vi sætter desuden et stort telt op i bedste oktoberfest-stil, så vi udvider vores kapacitet til 200 pladser, og så får vi også en DJ, der spiller tyske slagerhits,” fortæller René Vinding.

Har du mod på at trodse efterårskulden, er der mulighed for at købe en tur i vildmarksbad eller sauna gennem naboerne fra Surf Agency. Arrangørerne gør desuden opmærksom på, at det også er muligt at bestille pladser gennem Hantwerks bookingsystem, selvom du kun vil drikke øl.

Du kan læse mere om oktoberfesten og købe billet til spisning her.