Torsdag den 1. november klokken 15 åbner Erlings Jazz- og Ølbar på Nørreport 8 med gratis øl og musik.
Er du til øl og jazz? Så kan du godt glæde dig til torsdag den 1. november, hvor Erlings Jazz- og Ølbar slår dørene op til åbningsfest med gratis øl.
”Vi åbner klokken 15 med 200 liter gratis, friskbrygget IPA. Klokken 17 ringer vi med en klokke, og så er der endnu en omgang gratis øl, og sådan bliver vi ved, indtil der ikke er mere øl,” fortæller medejer og barchef, Casper Søgaard.
Om aftenen er der musik, når en pianist spiller op fra husklaveret med bløde jazztoner fra klokken 20, og så er der ellers fest til klokken 2 om natten.
Nye øl og gammel jazz
Den nye jazz- og ølbar får et bredt udvalg af drikkevarer og ikke mindst øl fra 10 haner med specialøl fra hele verden.
”Vi skifter hanerne hver dag til nye øl, så du kan prøve noget nyt hver gang, du kommer herind. Vi har altid et bredt udvalg af forskellige ølgenre, men vi får også nogle faste øl som pilsner og brown ale. Derudover har vi vin, whisky, rom og Gin & Tonics på åbningsdagen, og senere kommer der flere cocktails på kortet,” siger Casper Søgaard.
Indretningen i Erlings Jazz- og Ølbar trækker tråde tilbage til 30’ernes og 40’ernes jazzbarer og tiden med Aarhus-institutionen Bent J med dæmpet belysning, stearinlys, glødepærer og røde sofaer, som gæsterne kan slænge sig i.
Har du mere lyst til at nyde din specialøl derhjemme ved spisebordet, kan du også komme forbi baren i dagstimerne, hvor barens Bottle Shop er åben og sælger et bredt udvalg af spændende øl.
Du kan læse mere om åbningsfesten og den nye bar på Facebook eller på hjemmesiden.