Foto: Pixabay.

Ny vinbar åbner på Frederiksbjerg

Hygge og kvalitet er i højsædet hos Din Vinbar, der åbner på Jægergårdsgade til juni. 

Det er ikke tilfældigt, at Din Vinbar hedder, som den gør. På Frederiksbjergs nye vinbar, der åbner på Jægergårdsgade 21A i begyndelsen af juni, handler det nemlig om, at kunderne skal føle sig velkomne fra det øjeblik, de træder ind ad døren.

“Vi sætter hyggen i højsædet og møder kunderne i øjenhøjde. Hos os får kunderne et rigtig godt glas vin uden at sprænge banken,” fortæller medejer Mikkel Dissing.

Sammen med sin tvillingebror Kasper Dissing og faren Ole Dissing står han bag den nye vinbar.

Nøje udvalgte vine
Udover diverse snacks som chips, nødder og oliven er det kvalitetsvine, der er omdrejningspunktet hos Din Vinbar. Primært varianter fra Spanien, Italien og Frankrig.

“Vi har sammensat en vinkort med nøje udvalgte vine, hvor fokus ligger på kvaliteten. Vi går op i at sammensætte fornuftige glaspriser til cirka 60 kroner og opefter. Dertil kommer et kælderkort med de lidt anderledes og dyrere vine,” siger Mikkel Dissing.

Passion for vin
De tre ejere bag Din Vinbar har alle en stor passion for vin og sælger i forvejen den våde vare på hjemmesiden Dit Vin.

“Min bror og jeg startede i 2014 med ditur.dk og har senere udvidet med flere virksomheder. Da muligheden bød sig for en vinbar i Jægergårdsgade, var det oplagt for os at starte op – også med baggrund i den positive synergi med vores vin-hjemmeside,” siger Mikkel Dissing.