Den Hvide Orkidé lover SU-venlige thai-retter.
En af Aarhus’ mest kendte thai-restauranter er The White Elephant i Latinerkvarteret, og nu får byen også Den Hvide Orkidé. Det nye thai-spisested er netop åbnet på Sønder Allé, og ejeren bag har fokus på god mad til en billig penge.
“Her i byen er der masser af unge studerende, som ikke har vanvittig mange penge. Det er simpelthen for dyrt at spise ude på en thailandsk restaurant i Aarhus. Men på Den Hvide Orkide kan man få eksklusiv mad til studenterpriser,” siger Mongkon Sebastian Stentoft til Lokalavisen Aarhus.
Traditionel thai
Den nye restaurant byder blandt andet på traditionelle thai forretter som tom yum og forårsruller samt en række hovedretter med ris eller nudler og grøntsager. Som hovedingrediens kan du vælge mellem kylling, svinekød, oksekød, tigerrejer eller blæksprutte samt hvilken sauce, det skal steges i.
Forretterne koster mellem 45-59 kroner, mens hovedretter fås i prisklassen 59-69 kroner. Dessert koster mellem 30-45 kroner. Læs mere og se hele menukortet her.