Brændende kærlighed og bøfsandwich: Morfars Take Away åbner i Aarhus

Brændende kærlighed og bøfsandwich: Morfars Take Away åbner i Aarhus

af -
Pixabay

Morfars Take Away kommer til at sælge danske, brandvarme klassikere fra den 1. september på Frederiksbjerg Torv 1. 

Synes du også, at mormor og morfars flæskesteg og tarteletter er sagen? Så er der en god nyhed her! Fra den 1. september åbner Morfars Take Away på Frederiksbjerg Torv 1 i det gamle slagteri. Morfars Take Away har et simpelt koncept: De vil sælge god, gammeldags dansk mad.

”Vi ønsker ikke at ødelægge en klassiker. En hotdog er en hotdog. Så vi piller ikke ved selve retten, men vi kan lave tilbehøret lækkert, som for eksempel en god sennep og remoulade,” fortæller Thomas Mandsfeldt, kok og partner i Morfars Take Away.

Ugens Morfar
Der vil være faste retter som stegt flæsk, boller i karry, bøfsandwich, tarteletter og brændende kærlighed. De faste retter kommer til at koste mellem 70 og 80 kroner. Udover det, kommer der til at være en Ugens Morfar. Det går ud på, at kunderne hver uge kan stemme på en ret på Facebook, som Morfars Take Away efterfølgende laver. Den særlige pris for Ugens Morfar vil ligge på omkring 65 kroner. Er I flere end én, kan du købe familiepakken til fire personer for 215 kroner. Hos Morfars Take Away gør de en dyd ud af, at maden er varm.

”Vi har investeret i termokopper og termoemballage. Du får for eksempel sovsen i en termokop – så bestemmer du selv, hvor meget sovs du vil have på din bøfsandwich,” siger Thomas Mandsfeldt.

Du kan læse mere om Morfars Take Away her.

Johanne Westh Sloth
Skribent. Jeg er vild med pasta i alle former, nyder sol-lune jordbær, og en iskaffe slubres så hurtigt, at jeg får brain freeze. Studerer kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.