STREETFOOD Glem alt om kedelig kebab. Aarhus får nu Danmarks første shawarma-foodtruck, hvor du kan få alt fra spidskål til rucola i rullen.
Den 25-årige lærerstuderende Mohammad Saba Ahmad fra Aarhus har netop startet motoren på sin nye shawarma-foodtruck, der er den første af sin art i Danmark. Den nye foodtruck er en udspringer af Royal Shawarma på Ryesgade og kan opleves på streetfoodmarkedet på Bispetorv den 18-23. december.
”Vi glæder os til at give kunderne nogle gode oplevelser fra vores foodtruck, og vi ser frem til at give Aarhus en ny mulighed for kvalitetsmad. Udover shawarma lavet på hjemmebagt brød og kød fra dansk kvæg sælger vi også falafler, der vil få enhver til at føle sig som i Mellemøstens mange madgader,” siger Mohammad Saba Ahmad.
Spidskål og rucola
Modsat de fleste traditionelle shawamabarer tilbyder den rullende takeaway råvarer som rødkål, spidskøl, gulerødder og rucola i shawarmaen, ligesom Mohammad og Co. tilbyder falafler med syltet majroe, syltet agurk, persille og sesamdressing. Og ambitionerne for fremtiden fejler ikke noget.
”Vi forventer at tage Danmark med storm i 2016, og vores plan er at kunne tilbyde en vogn i alle de store byer i Danmark. Vi har sendt ansøgninger til en række store og små festivaler om at servere mad, og derudover kan vi bookes til bryllupper, konfirmationer, markeder og fester,” siger Mohammad Saba Ahmad.
Prismæssigt står en shawarma med rødkål og spidskål i 55 kroner, mens en traditionel shawarma kan fås for 45 kroner og en falafel for 45 kroner.