Foto: Pixabay.

Ny italiensk restaurant i Fredensgade byder på traditionelle pastaretter

Den 23. februar får Fredensgade en ny italiensk restaurant, som har fokus på pastaretter. 

Det danske februarvejr er ikke ligefrem noget, som leder tankerne hen på sydlige himmelstrøg, men en ny, italiensk restaurant i midtbyen kan måske hjælpe stemningen lidt på vej.

Den 23. februar åbner Luna Rossa nemlig dørene i Fredensgade 22, og restaurantchef Angelo Ventura fortæller, at fokus bliver på traditionelle og lækre pastaretter.

”Alle retterne er baseret på hjemmelavet traditionel pasta, som vores egne kokke laver af friske råvarer. Vi har fokus på god italiensk pasta og vin, og vi føler, at der skal noget nyt på tallerkenen i Aarhus, så det kommer der hos os,” siger Angelo Ventura.

Plads til alle i italienske rammer
Angelo Ventura har 40 års erfaring i restaurationsbranchen som tjener, kok og restaurantchef. Hans nye sted Luna Rossa er til alle, som elsker pasta og andre traditionelle italienske retter, for folk skal opleve noget andet end blot pizzeriaer, forklarer Angelo Ventura. Samtidig sætter han en fed streg under restaurantens fokus på kvalitet.

”Folk i Danmark har rejst meget, hvilket også betyder, at vi har mange gode restauranter i Aarhus med høj kvalitet. Sådan er det også hos os, men det betyder dog ikke, at det skal være dyrt at spise her,” siger Angelo Ventura og fortsætter:

“Vi vil ikke skille nogen fra, og vi vil have alle med. De studerende spiser jo også, og de er også kvalitetsbevidste. Vi står lige på midten af prisskalaen og har fokus på kvalitet til en fornuftig pris.”

Åbent 16 til 22
Udover enkelte pastaretter kan du hos Luna Rossa blandt andet vælge mellem to treretters-menuer, som udskiftes hver måned.

Til en begyndelse vil Luna Rossa holde åbent fra klokken 16 til 22 alle dage undtagen søndag, men Angelo Ventura regner med, at der også vil blive åbnet for frokost til marts.