Ny café ved universitetet byder på lækre kager

CAFÈ En bæredygtig café og deli er åbnet i Nobelparken med masser af brød og kager.

Færdes du i og omkring Nobelparken i Aarhus Nord, er der nu rig mulighed for at anskaffe delikatesser, brød, kage og god kaffe uden at skulle forbi midtbyen. Nobelparkens kantine er netop udvidet med en appetitvækkende café og deli, som har åbent alle hverdage fra 7.30 til 18.30.

Den nyåbnede café byder på en række åbningstilbud, der kan ses på en plakat på den korkbeklædte disk. Eksempelvis er der tilbud på diverse bæredygtige specialkaffer, som starter ved 15 kroner for en americano og 25 kroner for en stor cafe latte.

Kager i massevis
På brødfronten bydes der på alt fra kartoffelbrød til rugbrød, og på kagefronten lyder det imponerede udvalg på citronkage, brownie, panna cotta, tiramisu, hindbærsnitter, kanelbullar, croissanter, pan au chocolat, cookies og brunsviger. Resten af september kan du sætte tænderne i hjemmebagt brød og luksuskager til priser fra 14 til 35 kroner.

I den lille biks finder du desuden økologisk, koldpresset juices og shots fra Frankley Juice, Aarstidernes Kombucha og diverse øl og sodavand. Derudover fås hjemmelavet aioli, pesto, haydari, chilimayo, nutella og chilisauce til priser fra 20 kroner for en bøtte.

Skal depoterne fyldes op i frokostpausen, kan du få mad i form af foccacia og wraps til 28 kroner eller panini til 32 kroner. Der er ca. 15 siddepladser inde i caféen, og ellers er der godt med plads i selve kantinen.